Et kig ind i en oversætters hverdag: 2010

2010 blev det første år, hvor jeg udelukkende oversatte fra svensk (bortset fra et par mindre børne­bøger fra engelsk), og noget siger mig, at det også fortrinsvis bliver oversættelse fra svensk fremover. Derudover stod året i høj grad i krimiernes tegn, både på oversættelses- og redaktionssiden. Året slut­tede dog ikke med en krimi, men med en feel good-roman, Kajsa Ingemarssons Skæbnehjulet. Det var dejligt at over­sæt­te en bog helt uden afhuggede legemsdele og kommissærer med ondt i privatlivet. Men faktisk er jeg så heldig at ha­ve nogle rigtig gode krimiforfatterskaber. Krimiforfatteren Åsa Larsson er efter min mening en af de bed­ste, desværre faldt der ikke en oversættelse af fra hende i 2010, men det gjorde der til gengæld fra Mons Kallentoft, der altid er god, og Høstoffer, hans tredje roman, skuffede da heller ikke. De to historiske romaner Julie og Byerne brænder var også en nydelse at redigere. Julie fo­re­går i Italien og har fortællingen om Romeo og Julie som tema. Og Byerne brænder er en del af Conn Igguldens spændende serie om Djengis Khan og hans efterkommere.

På det personlige plan skete der store omvæltninger i mit liv: Skilsmisse og hussalg og en flytning til Jyl­land. Jeg har i mange år gået og tænkt på at flytte tilbage til Jylland, og nu skulle det være. Når man er så heldig at have sådan et arbejde, som jeg har, kan man jo selv vælge, hvor i landet man vil bo. Så jeg valg­te, at jeg ville finde et sted at slå mig ned i området omkring Silkeborg, Skanderborg eller Ry – fordi der er så smukt i det område – helst i et bofællesskab eller kollektiv af en art. Det med bofællesskab er ikke lige så let at finde, men i første omgang flyttede jeg ind hos en veninde lige uden for Århus i et bo­fæl­lesskab, så lidt bofællesskab blev det da til. Så får vi se, om jeg kommer ind i ét i Søhøjlandet med tiden.

Ja, bøgernes verden er forunderlig

Det blev ikke til så mange rejser i 2010, som jeg kunne have ønsket, for det tager tid at sælge og tøm­me hus og flytte. Der er meget, der skal smides ud, når man har boet i det samme hus med god plads i om­kring tyve år. Men lidt rejseri blev det da til: I maj rejste jeg og min søn til Frankrig sammen, nær­me­re bestemt Bourgogne. Vi skulle ned og kigge på vinstokke og smage Bourgognevin, og efter det blev det til et kort, men meget lykkeligt gensyn med Gorge du Verdon, også kaldet Frankrigs Grand Canyon. Det er et af de smukkeste områder i Europa, og hvis man er til skrappe vandreture, er det det helt rette sted. Jeg kunne sagtens være blevet dernede et par uger, men den gik desværre ikke. For første gang i mange år kom jeg ikke til England i 2010. Jeg plejer ellers at sidde og arbejde en uges tid hos en ven­in­de i Sydengland, og vi plejer også at tage ud i det blå i venindens lille dyt og se lidt af Wales eller Corn­wall eller Sydøstengland og bo på B&B. Der er jo masser af naturskønhed og små, idylliske landsbyer overalt i England, så det er også et land, jeg aldrig bliver træt af at rejse til.

Oversætter og sønnik smager på umoden vin i en ægte, fransk vinkælder

Et andet sted, jeg heller ikke bliver træt af, og som også ser ud til at være blevet til et sted, jeg vender tilbage til gang på gang, er Hald Hovedgård.

Hald Hovedgård iklædt sne. Her sad jeg og arbejdede to uger i februar