Rejse til Taiwan

Paradis på jord – Taiwan, det ukendte rejsemål

Jeg var så heldig at vinde en flybillet til Taiwan på feriemessen i Bel­la­centret i januar i år. Året inden havde jeg aftalt med min veninde Else­beth, at vi skulle tage til Langtbortistan i 2008, og jeg havde faktisk haft Taiwan i tankerne, da jeg på et tidspunkt havde læst om landet i et rejsetillæg – at Taiwan byder på en storslået, uspoleret natur og meget få turister. Begge dele noget, der tiltalte mig. Og så gik jeg altså hen og vandt en billet! Og heldigvis var Elsebeth med på idéen.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er ikke noget bymenneske. Så selvom Taipei og de andre storbyer på Taiwan skulle være spændende byer, undgik vi dem så vidt muligt. Vores ophold i Taipei handlede mest om at komme ud af byen til smukke naturområder, og de planer, vi havde haft om at tage til storbyen Kaoshiung på vestkysten og besøge en bekendt af Elsebeth, gik i vasken. Der var i det hele taget en stor del af vores planer, der gik i vasken, hvilket hverken skyldtes tai­wa­ner­ne eller os, men vejrforholdene.

Udvidet tyfonsæson

Inden rejsen havde jeg læst i flere guidebøger, at man skal undgå sommeren (meget varm) og august (mange tyfoner), så vi lagde vores ophold i midten af september og tre uger frem. Der er bare det ved det, at den globale opvarmning får tyfonsæsonen til at brede sig langt ind i både september og oktober, hvilket vi altså ikke vidste. Så der var to tyfoner, mens vi var der, og der havde været to tyfoner, umiddelbart inden vi tog af sted. Når der er tyfon, blæser det ikke bare voldsomt, det styrter også ned, og al den regn forårsager mudderskred og sten­skred, så broer og veje skyller væk og tunneller bliver smadret. Det kommer jeg tilbage til, for det oplevede vi, om ikke på egen krop, så dog for egne øjne.

Vi havde tænkt os at starte med 3-4 dage i (eller snarere om­kring) Taipei, efter det ville vi tage til Hualien på østkysten og leje bil, køre ind i landet i Taroko Gorge og være der 3-4 dage, et par dage i East Rift Valley længere nede ad østkysten, så til Kenting på Sydspidsen nogle dage, aflevere bilen i Kaoshiung på vest­kys­ten og besøge El­se­beths bekendt, fra Kaoshiung med toget til Chiayi og derfra vi­de­re med bjergbanen til Ali­shan, hvilket skulle være en helt fan­tas­tisk togtur, hvor man kører op i 2500 meters højde i løbet af fem timer. Til sidst en enkelt dag i Taipei.

Allerede inden afrejsen fik vi at vide, at dele af Alishan-linjen var ødelagt, men at der var sat busser ind i weekenderne, men efter endnu en tyfon var området helt lukket, så vi måtte opgive Ali­shan. Elsebeths bekendt i Kaoshiung blev syg og meldte afbud, så vi be­sluttede os for ikke at tage over på vestkysten overhovedet. Og alle de veje op i de højere bjerge, vi kom i nærheden af, var spærrede eller for farlige at køre på pga. stenskred. Vi kom aldrig op i de høje bjerge inde midt i landet, og en stor del af de van­dre­stier, vi havde tænkt os, var lukkede. Det samme gjaldt en del nationalparker.

Nu lyder det jo, som om det var en rigtig øv-tur, men det var det langtfra! Tværtimod, Taiwan er paradis på jord, intet mindre (og så har vi endda kun set en brøkdel af landet, og vi kom ikke over 900 meters højde), og taiwanerne er så imødekommende og søde, at vi var helt overvældede. Taiwan er det perfekte rejsemål for den, der kan lide stor natur og fremmedartet kul­tur: Jungle, bjerge, dyreliv, floder, vandfald, varme kilder, blåt, blåt hav, duf­tende liljer, strabadserende vandreture, templer og aboriginal-kunst. Men ikke den rette destination for den, der vil have bade­ferie og Bountyland. Der er masser af hav, men ingen hvide sandstrande à la Thailand, og brændingen er de fleste steder for hård til, at man kan bade. Bortset fra i Kenting på sydspidsen så man meget få mennesker på strandene. Men hvis man er til aktiv ferie med surfing, river rafting, bjergvandring og -klatring, you name it … så er Taiwan lige stedet. Sandsynligvis også, hvis man er vild med at shoppe (Taipei), men det ved jeg ikke så meget om, for det gik vi ikke efter.

Scootere i Taipei og imødekommende taiwanere

Det første, vi lagde mærke til ved Taipei, var de mange scootere. Der er flere scootere i Taipei, end der er cykler i København. Både unge og gamle kører på dem, og man kan have både hunde og børn og hvad som helst med på sådan en scooter. Mange kører rundt med bind for næse og mund som kirurger – om det er pga. forureningen ved jeg ikke, for folk ude på landet har dem også på. Det samme har mange, der har med fødevarer at gøre. Overalt ser man paraplyer, både til regnvejr og solskin. Tai­wanerne bryder sig ikke om direkte sol, og mange har løse ærmer og store hatte på. Taipei er en meget ung by, masser af børn og unge. Den hygiejniske standard er utroligt høj, sjældent har jeg set så rent et land. Toiletter overalt, meget rene og tit med kørestolsramper. Ingen skidt i gaderne, og overalt var der affaldssortering på offentlige steder – her kunne Danmark godt lære noget. Ingen problemer med at hæve penge, ingen fulderikker i gaderne, ingen gadebørn, ingen tiggere, ingen slumkvarterer, men masser af unga-bungabyggeri og bliktage og den slags. I Taiwan går togene til tiden. I undergrunden er der maleri- og fotoudstillinger, og jeg tror ikke, nogen kunne finde på at ødelægge dem med graffiti eller stjæle dem. Folk virker enormt lovlydige, og vi følte os ikke på noget tidspunkt truet eller ubehageligt til mode, tværtimod fik vi helt enormt meget hjælp og venlige blikke fra taiwanerne. Der er ikke mange ikke-asiater i Taiwan, så der blev lagt mærke til os. Tit kom folk hen til os og tilbød deres hjælp eller gav os frugt, kager eller sodavand, spurgte, hvor vi kom fra, og ville enormt gerne snakke. Magen til imødekommenhed skal man lede længe efter. Desværre er taiwanerne ikke ret gode til engelsk, så der er grænser for, hvor meget man kan snakke med folk.

Sprogforbistring

Ja, det dér med sproget. Vi fik for alvor sprogproblemer, da vi ville leje en bil i god tid i Taipei og forklare dem, at vi ville hente den på Østkysten og ikke i Taipei og aflevere den på Vest­kys­ten. Det lykkedes da til sidst, men på grund af tyfonerne måtte vi jo hele tiden ændre planer, så da vi skulle forlænge billejen med tre dage og aflevere den et andet sted end den by, vi op­rindelig havde af­talt, fik vi heldigvis hjælp af den mest ser­vi­ce­mindede og tjenst­villige hotelmanager, jeg nogensinde har mødt. Hun er hotel­ma­nager på Chief Spa hotel i Wulu, hedder Audrey og taler flydende engelsk. Vi havnede i den usædvanlige situation at være de eneste gæster på et stort spa-hotel (varme kilder) med over 50 værelser, alle andre havde meldt afbud pga. tyfonen. Så vi fik de luxe-be­tje­ning og hotellets bedste værelse, oven i købet til nedsat pris.

Vi var på forhånd blevet advaret om, at taiwanerne kører som død og helvede, og at trafikken er slem. Det var overhovedet ikke tilfældet. Taiwanerne ser ganske vist ikke nogen grund til at holde for rødt, hvis de kan se, der ikke kommer nogen, og de overhaler da også gerne midt i et sving på en bjergvej, men det er ikke anderledes end i alle andre bjerglande. På Korsika har jeg oplevet langt, langt værre kørsel. Der var ikke meget trafik på Østkysten og ingen problemer med at køre. Vi fik en bil med au­to­mat­gear, hvilket vi ikke var begejstrede for, da vi ikke er vant til det, men det var helt problemfrit. Den GPS, vi blev udstyret med, hjalp ikke meget, da vi ikke kunne finde ud af at få den til at snakke engelsk ved nye destinationer. Men så spurgte man bare et ungt menneske og fik hjælp med det samme. Det var ikke altid let at navigere igennem byerne, hvor gadeskiltene jo mest er på kinesisk, men det gik da. Vi undgik at køre i Taipei og boede konsekvent i mindre byer.

Første tyfon – Taroko Gorge

Den før­ste ty­fon kom, mens vi var i Ta­ro­ko Gor­ge, så der var en halv dags tid, hvor det stod ned i to­ve. Da det var stil­net lidt af, kør­te vi en tur, men vend­te snart om, for over­alt på ve­je­ne lå der sten og grus og mud­der, og vand­et si­le­de ned ad bjerg­væg­ge og genn­em ta­ge­ne i tun­nel­ler­ne. Vi gik en ef­ter­mid­dags­tur i nær­he­den af vo­res hos­tel, hvor vi var vid­ne til et min­dre sten­skred lige ved en tun­nel, og næs­te dag, hvor vi vil­le i­gen­nem tun­ne­len, var der fal­det nog­le kæm­pe­sto­re klip­pe­blok­ke gen­nem ta­get, så de­le af den var smad­ret, og grav­køer ar­bej­de­de på li­vet løs med at

  skub­be klip­pe­blok­ke­ne i flo­den. Vi hav­de ret tit den dér "det-filde-det-falde-i-min-hoved­skal­le"- for­nem­mel­se, bå­de i Ta­ro­ko- og Wu­lu-kløf­ter­ne. Man­ge af van­dre­sti­er­ne i Ta­ro­ko var spær­ret pga. fa­ren for sten­skred, og ef­ter den vold­som­me regn var sti­er­ne og­så me­get glat­te, så man skul­le gå me­get for­sig­tigt. Van­dre­tu­re­ne i Tai­wan går jo e­nten stejlt op­ad el­ler ned­ad, så vi stod på ha­len ind­i­mel­lem. Vi kom dog hjem med al­le lem­mer­ne i be­hold. Ta­ro­ko Gor­ge er en bil­led­skøn kløft, og må­ske var vi trods alt hel­di­ge, at der var ty­fon, mens vi var der, for el­lers hav­de der nok vær­et end­nu flere

kæmpestore turistbusser på de smalle veje. Taiwanerne selv strømmer til Taroko i store turistbusser, men de længere vandreture får man for sig selv, de fleste turister stiger bare ud af bussen i ti minutter, tager et par billeder og kører videre.

Anden tyfon – East Rift Valley

Nummer to tyfon var noget værre, men heldigvis befandt vi os i East Rift Valley, da den ramte, så vi lå i læ mellem to bjergkæder. Vi boede i en B&B ved navn Wisdom Garden. Ejeren, May, er buddhist og maler, og hun gav os en lektion i kinesisk male­ri, da vi jo ikke kunne komme uden for en dør. Og lavede mad til os, selvom det ellers kun var morgenmaden, der var inkluderet. Endnu engang en enorm gav­mild­hed og imødekommenhed. Jeg skal hilse og sige, at kinesisk maleri slet ikke er let! Også denne gang lukkede tyfonen for nogle af de vandrestier, vi havde planer om.

Varme kilder og hotel med to gæster

Eftersom vi jo helt havde droppet vestkysten, tog vi lidt længere ned ad østkysten og op i bjergene til spa-hotellet med den fantastiske manager, som jeg tidligere har nævnt. Den rene luksus med udendørs varme kilder, hvor man kunne ligge og kigge op i junglen eller stjernehimlen, afhængig af tidspunktet på dagen, og som sagt havde vi det hele for os selv.

Lige bag hotellet er der en impone­rende hængebro (dem er der i øvrigt mange af – ikke noget for folk med højdeskræk) og en smuk gåtur op i bjergene. Des­vær­re var vejen op til en na­tio­nal­park højere oppe ad highway 20 spærret af sten­skred, men der var mange flotte gåture i nærområdet. Og at nedsænke sit mødige legeme i en varm kilde efter en lang og hård vandre­tur, er himmelsk.

Sydkysten

Kenting på sydspidsen af Taiwan var det eneste sted, vi syntes var rædsomt. En hel by med souvenirbutikker med hæslige ting og sager og propfuld af mennesker. Kenting og Taipei var i øvrigt de eneste steder, hvor vi så andre vesterlændinge, i boghandleren i Taipei 101 (verdens indtil videre højeste bygning) så vi næsten lige så mange vesterlændinge som asiater. De har nemlig bøger på engelsk, hvil­ket er en stor mangelvare i Taiwan. Nå, men Kenting forlod vi så hurtigt som muligt, fandt en lille B&B på østkysten, hvor der var så rent, at man kunne have brugt gulvet som spisebord (bortset fra, at vi altså ikke måtte spise på værelset af hy­gi­ej­ne­grunde). Vi skulle tage skoene af og tage et sæt klipklappere på for at gå op ad trappen til vores værelse, hvor vi så skulle skifte til andre klipklappere. Vi fattede aldrig helt systemet, men gjorde pænt, som der blev sagt, lige bortset fra det med at spise på værelset. Det gjorde vi til gengæld med hovedet hen over papirkurven. I dette område var der marker med hvide liljer, der duftede pragt­fuldt. Og endnu en lukket nationalpark. Det ser ud, som om der er ved at blive oprettet nye hoteller og nationalparker på østkysten, men ikke, så kysten bliver helt plastret til med hoteller. Mange steder på østkysten går bjergene helt ud i havet, og man kører på hylder på bjergvæggen eller i tunneller. Det er en vid­un­derligt smuk kyst. Intet under, at portugiserne døbte øen Formosa (smuk), da de så den.

Næste stop blev endnu et spa-hotel med flotte gåture oppe på et bjerg med orange liljemarker i fuldt flor. Taiwanerne spiser de orange liljer i suppe og laver te af dem, jeg syntes, de smagte af ingenting som helst, men flotte er de. Også her var der lukkede nationalparker. Et par af dem åbnede 10. oktober, så måske havde det ikke noget med tyfonerne at gøre, måske var det bare uden for sæsonen?

Taipei igen

Vi sluttede af i Taipei, hvor vi besøgte Shilin Night Market, hvor man kan få alt, hvad maven kan begære, inklusive hønsefødder og grise­tæer og hjerne (vistnok) og andet godt og knap så godt. Vi havde en uforglemmelig oplevelse på vej ud til lufthavnen den sidste dag: Vo­res taxachauffør skulle både tygge betel, spytte ud af vinduet, drikke øl, se nyheder på en lille tv-skærm, tale i telefon og gøre forsøg på at konversere os på engelsk, alt imens han snoede sig ind og ud mellem de andre biler på den tæt trafikerede tresporede vej ud til lufthavnen. Men også det slap vi levende igennem. Det var heldigvis vores eneste tur med taxa.

Lidt af hvert om Taiwan og taiwanere

Et par spredte indtryk af Taiwan og taiwanerne: Man ser ingen svømme­bade, selvom der er så varmt. Vi så usædvanligt mange kvindelige munke og ikke så mange mandlige, som vi havde regnet med. Mange gamle har de dér eldrevne kørestole. I land­om­råderne er mange orange om munden, fordi de tygger betel. Der er stor mangel på frisk frugt ude i land­om­rå­derne, selvom Taiwan producerer frugt i stor stil. Maden i Taipei og andre større byer er meget lækker og varieret, men ikke ude i landområderne – vi fik tit nudler! Mange drikkevarer er meget søde og parfumerede, og det er ikke til at opdrive god friskpresset juice ude på landet. Taiwanere sidder ikke ret tit ude og spiser. Folk læser ikke i undergrunden i Taipei, de sidder mest og sover eller taler i mobiler. Der er ikke mange overvægtige i Taiwan. Taiwanerne ligger ikke og flyder i de varme kilder, sådan som vi gjorde, de sidder op og har badehætte på, selvom de aldrig har hovedet under. Flo­der­ne er ikke blå, men mest koksgrå, men det skyldtes tyfo­nerne, fik vi at vide, normalt er de blå. Taiwanerne er meget stolte over deres land, over at de har demokrati, at landet er blevet så velstående, siden det blev selvstændigt, og at det er så smukt. Ikke den racistiske variant af na­ti­o­na­lisme, hvor fremmede er uvelkomne, men en ægte stolt­hed og glæde over deres land – som de har god grund til at have.

Praktiske oplysninger

Vejret: Selv når det regner, er det varmt, så man kan sagtens gå ture i regnen. Tidlig morgen er der som regel sol, men skyerne samler sig over bjergene i løbet af dagen, og så bliver det en anelse mindre varmt. Der var nok mellem 25 og 35 grader, mens vi var der, og relativt høj luft­fug­tighed. Dejligt vejr for en varmehungrende nordbo som mig. Nu kom vi jo ikke op i de høje bjerge, deroppe er der selvfølgelig køligere. Det er svært at tørre tøj og støvler pga. luftfugtigheden – vandresokker og -støvler bliver ret sure! Og man bliver gennemblødt af sved (eller regn eller fugt), når man stolprer rundt i bjergene.

Penge: Bortset fra billejen var alt ret meget billigere end i Danmark, men ikke superbilligt som f.eks. i Thailand. Vores billigste måltid varm mad kostede vist 20 kr. (som regel stegte nudler eller nudelsuppe). Portionerne er meget store, vi levnede stort set altid. Vores dyreste overnatning var på Chief Spa Hotel, hvor vi betalte 600,- pr. nat i dobbeltværelse (altså 300,- pr. person), og det billigste var et hostel i Taipei tæt på hovedbanegården, hvor vi betalte 120,- pr. nat for et dobbeltværelse (60 kr. pr. person), men så var det altså også skrabet. Gennemsnittet for overnatning på mindre hoteller eller B&B (Home­stays kaldes det i Taiwan) var på 370,- for et dobbeltværelse (185,- pr. person). Man får tit langt bedre værelser på home­stays for den pris end på hoteller. Offentlig transport er billig, det samme gælder un­der­grunden i Taipei, som er meget let at bruge, man køber et Easy Card, som man så kan sætte penge ind på, efterhånden som man bruger det. Man kan oven i købet få penge tilbage på kortet, hvis man ikke har brugt det hele.

Dyreliv: Vi så sommerfugle og guldsmede overalt, kæm­pe­store og farvestrålende, masser af fugle, en del egern, et par firben, Elsebeth så en enkelt slange på en kirkegård i en mindre by, aber så vi også et par gange. Alt sammen pakket ind i den mest frodige og grønne natur, man kan tænke sig. Mange af de kæmpestore planter kender vi som mindre va­ri­anter som stue­planter herhjemme.

Højdepunktoplevelser: Ja, det er svært at fremhæve enkelte oplevelser, men her er et par stykker: Bjerg­ene i Taroko Gorge, Wulu Gorge og langs Østkysten, alle vandrestierne, men nok især Walami Trail, en tur i svævebane til Maokong og besøg i et tempel, hvor vi så mørket falde på og lysene blive tændt nede i Taipei, de varme kilder, Shilin Night Market i Taipei, mad-afdelingen i Taipei 101, lil­je­mar­kerne på bjergsiderne, de mange templer, små som store overalt, og taiwanernes overvældende imødekommenhed og gæstfrihed.

Det ukendte paradis

I betragtning af alt, hvad Taiwan har at byde på, er det utroligt, at rej­sen­de uden for Asien stort set ikke har fået øje på landet som rej­se­mål. Det ser ikke ud til, at der er nogen danske rejseselska­ber, der har Tai­wan på programmet, bortset fra Albatros, som har Taiwan med som en del af en Kinarejse. Der findes et par britiske rej­se­sel­skaber, der laver deciderede Taiwanrejser, men de var lidt for dyre efter vores smag, og det viste sig jo også, at det sagtens kunne lade sig gøre at rejse i Tai­wan alene på trods af sprogproblemerne. Og det bliver ikke sidste gang, Elsebeth og jeg rejser til Taiwan. Vi fik jo aldrig set det indre af landet: Sun Moon Lake, Alishan og Yushan Nationalpark. Vi ville da også gerne se lidt af vestkysten og lidt mere af nordkysten plus øerne om­kring Tai­wan. Og næste gang rejser vi ikke i september/oktober, men i marts eller april.

Et par gode råd til sidst: Lær at spise med pinde på forhånd, hav myggespray og en guidebog med (Lonely Planet og Rough Guide er begge udmærkede), hav gode vandrestøvler og vabelplaster med, og lad være med at tage til Taiwan i september. Og lad endelig være med ikke at tage af sted!!!